Pressemeddelelse -
Petter Stordalen er Nordeuropas skarpeste forretningsmand
Nordmanden Petter Stordalen – manden bag hotelkæden Nordic Choice Hotels, der har fire hoteller i Danmark – er blevet kåret til den skarpeste forretningsmand i Nordeuropa. Det er Nordic Business Forum, der står bag kåringen af de 20 kvikkeste forretningsmennesker i Nordeuropa.
Den 53-årige nordmand, Petter Stordalen, har et udtalt iværksættergen, Han har grundlagt en af de største hotelkæder i Norden og et af Nordens største privatejede investeringsselskaber, og de bedrifter er en af hovedbegrundelserne for, at Nordic Business Forum nu har kåret ham til ”The Brightest Business Mind i Nordeuropa”
I juryens begrundelse står der blandt andet: Petter Stordalen repræsenterer en generation af entreprenører, der tænker stort og ved, at samfundsansvar og succes er ufravigeligt afhængige af hinanden.
Juryen understreger især Stordalens rejse fra at være jordbærsælger i hans fars købmandsforretning, og senere kunne kalde sig ”regionens bedste jordbærsælger” i en alder af 12 år, til at være CEO og grundlægger af Nordens største privatejede investeringsselskab, Home Invest, som blandt andet ejer hotelkoncernen, Nordic Choice Hotels. Hans personlige engagement i miljødagsordenen, bidrag til bæredygtige projekter og hans ihærdighed for at fremme miljøteknologi og vedvarende energi bliver også fremhævet.
Stordalen topper listen, der også inkluderer virksomhedsledere såsom Lars Rebien Sørensen, CEO hos Novo Nordisk, Daniel Ek, Co-founder og CEO hos Spotify samt Bjørn Kjor, grundlægger og CEO hos Norwegian Airlines.
-Det er utroligt spændende at havne i et fornemt selskab som dette. Fremtidens forretning er grøn og det inspirerer mig til at fortsætte arbejdet for en mere bæredygtig kapitalisme. Vi har opnået en masse, men der er fortsat lang vej igen. Jeg har rullet ærmerne op, og det samme har mine ledere i Nordic Choice Hotels, siger Petter A. Stordalen.
Nordic Business Forum har til formål at samle virksomhedsledere og entreprenører, som deler en vision om at gøre en forskel for verden. Nordic Business Forums årlige konference samler i alt 5.700 virksomhedsledere og entreprenører fra hele Europa.
I Danmark ejer og driver Nordic Choice Hotels fire hoteller i hovedstadsområdet: Hotel Skt. Petri i det indre København, Comfort Hotel Vesterbro, Quality Hotel Høje Taastrup og Quality Airport Hotel i Kastrup.